Villiam, guldfisken og Freddy Flodslam
1. Kapitel
Lever der guldfisk i en å? Kan biologilærere have lort i stedet for hjerne... og hvorfor knalder et møgdyr?

Villiam lænede sig lidt længere ud, så han dyppede næsetippen helt ned i vandoverfladen. Nu kunne han skelne de mørke skygger nede over vandløbets sandede bund. De var store. Måske var det brasen, flirer eller...gedder! Han trak ansigtet væk fra vandoverfladen med et forskrækket ryk og mærkede samtidig, at hans fod gled på rødellens fugtige grene.
“Åh nej...ikke igen,” nåede han at hviske, inden han ramte vandoverfladen med et plask, der sendte de store fisk på flugt ned af åen.
Der fandtes sikkert masser  af tiårige, der ville gå i panik – hvis de fik en ufrivillig dukkert i den store å i aftenskumringen. Villiam, derimod, var ikke voldsom bekymret. Han var nemlig både vild med vand, lidt af en vovehals og som regel en smule uforsigtig. Derfor var han faldet i vandet så tit, at det nok var noget af det, han var allerbedst til. Så han svømmede op til overfladen, prustede som en sælhund, trådte vande og lod sig flyde med strømmen. Han vidste, at der lidt længere nede af åen var en badebro, som han kunne gribe fat i og komme i land. Det var ren rutine.
Da han havde vænnet sig til åens strømme og gurglende lyde, begyndte han at lægge mærke til flagermusene, der jagede natsværmere og vårfluer over vandet. I cirkler fór de små flyvende pelsdyr omkring og slog tænderne i de lettende vårfluer. Villiam stirrede fascineret og glemte alt om badebroen, indtil han så en hejre, der på stive vinger gik ind til landing på den. Da var han allerede langt forbi
”Åh oh,” mumlede han. ”Så har vi balladen.”
Nu var det ikke sådan, at Villiam blev bekymret for lide druknedøden eller blive taget af åmanden. Sagen var bare den, at han nu var udenfor den del af åen, han kendte, og derfor ikke havde nogen anelse om, hvor han kunne komme på land. Brinkerne var ret stejle, og græsset var glat af duggen. Desuden var han ved at have brugt sin å-tid for i dag. Hans forældre ville blive meget bekymrede, hvis de viste, at han lige nu drev ned af åen i mørket. Han vidste desuden også godt at den strækning af åen, han var på vej ind i var ret øde. Alligevel mente han nok, at det var bedst at give lyd fra sig. Det våde tøj gjorde, at han måtte arbejde hårdt for at holde sig i overfladen, og måske var der nogen, der kunne hjælpe ham op.
”Halloeeee,” sagde han. Først lidt forsigtigt – fordi han egentlig godt kunne høre, at det lød lidt dumt at råbe herude, hvor der sikkert ikke var nogen, der kunne høre ham – derefter lidt højere. Det eneste svar han fik, var et ekko ovre fra Vældskoven. Mens trætheden begyndte at gøre hans bevægelser langsommere, gik det op for ham, at situationen kunne blive farlig. Han råbte igen og igen – og holdt pauser, hvor han lyttede efter svar.
Pludselig hørte Villiam en plasken og en  stemme, der bandede fælt. Det raslede i sivene. Han mærkede noget koldt i nakken, og straks efter hang han frit svævende over vandoverfladen et øjeblik. Så landede han i græsset bag sivkanten.
”Hvad dælen er det for en vandrotte?” brølede en grov mandsstemme. Er du klar over, at jeg lige har mistet en fin ål på grund af dit skrigen op.”
En stor mørk skikkelse, der i silhuet kunne ligne en trold med cowboyhat eller måske ligefrem åmanden selv, tårnede sig op over Villiam. Så bukkede han sig ned og hev drengen på benene.
”Er du kommet til skade knægt,” spurgte han. Hans stemme lød lidt venligere og en anelse bekymret nu.
Ne..ne..nej, stammede Villiam. Han var blevet kold og træt – og var lidt bange for den store natmand.
”Vi må hellere få dig ind i varmen,” brummede manden. ”Jeg hedder Freddy. Jae... de kalder mig Freddy Flodslam. Hvad hedder du...og hvo’den satan var du havnet i den suppedas.
”Villiam...og jeg bor den vej.” Han pegede op af åen. Det med suppedasen syntes han nok ville være lige vanskeligt nok at forklare kort.
Freddy fjernede gafkrogen fra nakken af Villiams trøje og tog sit fiskegrej og en skvulpende spand under armen. Derefter tog han Villiam i hånden og trak ham med ud over engen.
”Nå skide være med det, den ål var sgu også morderligt slimet. Vi må nok hellere få dig tørret. Du ligner jo noget der kunne være fisket op af et tilstoppet lokum.”
Villiam spekulerede lidt over om det var fornuftigt at følge med den mystiske Freddy, men han var ude af stand til at protestere. Den hastige gang gav dog lidt varme i kroppen, og han begyndte at føle sig bedre tipas. Så mærkede han noget sprælle nede i sin bukselomme. Han lod hånden glide undersøgende derned. Det var en våd, kold og slimet ting – en fisk måske?  Han fattede om den med hånden og hev den frem. Månelyset var begyndt at farve verden blå, men fisken i hans hånd var lysende rødorange og tykmavet.
”Jeg har en fisk,” sagde han impulsivt og viste guldfisken frem.
Freddy kiggede først forundret på fisken, smed den så ned i agnfiskespanden og gav sig til at skraldgrine. Villiam stirrede forbløffet på den grinende mund, der næsten var væk i hår og skæg.
”For dælen Villiam. Jeg mistede en ål – og du fangede en guldfisk med din skide lomme. Du er sgu en bandit,” brølede han – mens en hejre lettede med et fornærmet skrig. Freddys latter var så dyb og rungende at man måtte le med. Villiam lo også – det hele virkede skørt: Vandturen, kulden, forskrækkelsen, redningen og den mærkelige fangst. Jo mere han tænkte på det, jo mere grinede han.
De fulgte en smal kanal gennem engen, indtil en lille hytte dukkede op i mørket. Freddy lukkede døren op, slog armen ud og sagde.
”Kom indenfor i Slambo.”
Freddy strøg en tændstik og fik lys i et par petroleumslamper. Derefter kastede han sin Stetsonhat over mod et hjørne, hvor den landede elegant på toppen af en fiskestang. Det måtte helt sikkert være noget, han havde øvet sig i.
Villiam så sig omkring. Der var en kakkelovn i det ene hjørne, fiskegrej på væggene og masser af rod overalt. I en sofa lå en antik påhængsmotor og en kontrabas. Det mest mærkelige var dog, at hele den ene væg var dækket af en stor bogreol. Freddy ligner ellers ikke lige en læsehest, tænkte Villiam. Hans mor kaldte ham altid en læsehest, selvom Villiam aldrig havde hørt om heste, der holdt af bøger. Men det var et godt ord: Læsehest.
”Har du læst alle de bøger,” spurgte Villiam nysgerrigt.
”Jeg kigger mest billeder.”
Villiam nikkede
”Tak fordi du hev mig op. Brugte du den der?” Drengen skævede til en langskaftet fangstkrog, som stod lige indenfor døren. Freddy nikkede.
”Så har du nu nok reddet mit liv,” sagde Villiam tænksomt.
”Det er jeg nu ikke sikker på. Du var sgu nok drevet på grund ude i deltaet et eller andet sted. Floden bliver jo ikke ved til verdens ende.”
”Hr. Mortensen siger, at det er en å. Vi har ikke floder i Danmark.”
”Og hvem fanden er det så, der er så skideklog”
”Øh...han er min lærer. Ja altså i biologi.”
”Hr. Mortensen må have lort i stedet for hjerne,” brølede Freddy krænket. ”Det er en flod. Det ved enhver. Der lever vel for helvede heller ikke guldfisk i en å.”
Villiam spekulerede over, om hans biologilæres hjerne kunne være anderledes sammensat, end hjerner var flest. Det var tænkeligt. Om logikken omkring guldfisks sparsomme udbredelse i åer indebar, at det var mere almindeligt at træffe den i floder, viste Villiam ikke noget om. Og han syntes heller ikke, at det var vigtigt at grave mere i det lige nu. Under alle omstændigheder kunne han vel dårlig tillade sig at fornærme en mand, der lige havde reddet ham.
”Ja det er sgu nok lort,” sagde han – og grinede lidt ved tanken. Måske især tanken om at han sad sammen med en voksen mand og sagde sgu og lort, uden at der var nogen, der skældte ud på ham.
”Er du meget sur over det med ålen.”
”Jeg kunne dæleme da bare have holdt ordentlig ve’en, men det var selvfølgelig din skyld, at jeg smed den skiderik i vandet. Det er sgu sjældent, at der er nogen, der råber op herude. Ja det var jo ik’så’n, at jeg var ved at skide i bukserne af skræk, men det var nu lidt af en overraskelse
”Jeg kan betale for ålen,” foreslog Villiam forretningsmæssigt. Han havde snart fødselsdag, og der kom sikkert lidt penge i kassen.
”Ål er sgu dyre nu til dags knægt,” Freddy var ved at fyre op i en majspibe. Det lykkedes. Han lænede sig tankefuldt tilbage og blæste en røgring ud under petroleumslampen. ”Det er faktisk kun rige skiderikker og flodbumser, der æder dem.” Freddy så skeptisk på drengen.
Villiam spekulerede over, om det mon var sjovest at være en rig skiderik eller en flodbums – og overvejede, hvor mange ål en flodbums kunne æde på et år.
”Du kan få guldfisken,” sagde han så.
Freddy vendte det hvide ud af øjnene. Så greb han ned i agnfiskespanden og hev guldfisken op. Han kiggede vurderende på den lille fisk og lod den glide tilbage i vandet. Han blinkede skælmsk.
Villiam holdt vejret af spænding. <
”Der er sgu ikke meget kød på så’n en bette fætter,” brummede Freddy endeligt. Villiam åndede højlydt ud. Han forstod, at der måtte lidt mere overtalelse til.
”Jeg har læst i et fiskeblad, at guldfisk er gode som agnfisk. Måske kan du fange en kæmpegedde på den. Så kan du æde fiskefrikadeller i dagevis.”
Freddy bakkede ivrigt på piben. Villiam fangede hans blik. Jo...der var helt sikkert en gennembrud på vej.
”Jeg smider et glas af min mors hjemmelavede remoulade oveni i,” tilføjede han storladent.
Freddys øjne lyste op i et ivrigt smil, og Villiam følte sig sikker på, at de havde en handel.
”OK, knægt det er aftale.” Manden spyttede i næven og rakte den frem. Villiam spyttede også, men det meste mundvand løb ned af hans hage.
”En aftale,” sagde han. De gav hinanden hånd og guldfisken skiftede ejer.
Nu da det problem var løst, kom Villiam i tanke om det næste. Hans forældre måtte have sat den store eftersøgning i gang nu. Desuden var hans mor sikkert helt ude af flippen. Det var på høje tid at komme hjem. <
”Kan du hjælpe mig med at finde hjem,” spurgte han.
”Ja, vi tager Skivet. Men det går ikke at slæbe dig ud i kulden i det våde tøj. Smid det, så finder jeg noget tørt.” Freddy stak overkroppen ind i et klædeskab og vendte tilbage med et stor trøje og et par korte bukser. ”Det er nok ikke lige din størrelse Villiam, men det er tørt. Bind en snor om livet. Den holder bukserne oppe.” Han gik ud af huset, og Villiam kunne høre, at han rumsterede med Skivet.
Villiam havde lige strammet det primitive bælte, da Freddy sparkede døren op igen.
”Vi kommer sgu nok til at tage den satans knaldpotte,” sagde han arrigt og skulede over mod sofaen.
”Bassen,” spurgte Villiam vantro.
”Nej for helvede. Det møgdyr her. Det skal jo gå stærkt, kan jeg tænke. Dine forældre og alt det der. Men den laver et allerhelvedes spektakel.” Freddy hankede op i den aldrende påhængsmotor.
Villiam havde lidt svært ved at vænne sig til sin nye vens farverige ordvalg, men han forstod dog, at selvom Freddy delte hus med påhængsmotoren, var de vist ikke just perlevenner.
Ved fælles hjælp fik de motoren hægtet på, og fik Skivet, som ikke var meget mere end en jolle, lempet ud i kanalen. De sprang ombord, og Freddy begyndte bandende at rykke i startsnoren, mens motoren udstødte forpinte grynt. Endelig, efter en serie særligt saftige eder, kom motoren til live med et brøl, hvorefter den døde igen med et knald. Villiam kiggede bekymret over på motorens ejer, men Freddy så tilfreds ud og rykkede igen.
”Nu tror jeg, Møgdyret kommer i gang,” råbte han for at overdøve det støjende fremdriftsmiddel, der netop steg i omdrejninger og hvæsede som en arrig kat, da Freddy satte skruen ned i det mørke vand. Villiam væltede omkuld i båden, og de for ud gennem kanalen i rasende fart.
”Den kan kun gå for fuld gas,” råbte Freddy forklarende, da han så Villiam stirre rædselslagen på rørskov og træer, der syntes at fare forbi dem i rasende fart. Motoren understregede effektfuld hans råb med et par særligt nedrige knald
”Hvorfor skyder den sådan?” Villiam var nødt til at læne sig frem og råbe ind i Freddys øre. Flodbumsen rynkede panden, kløede sig i nakken og så ud til at tænke dybt over den tekniske forklaring
”Det er fordi, der fiser gas over i knaldkammeret,” svarede han så med en fagmands overbevisning, mens Skivet skød en god fart op mod strømmen i åen. Villiam mente, at det måtte være forklaring nok.