Webshop

Villiam, guldfisken og Freddy Flodslam

Kapitel 1

Citater

Lektørudtalelse

Anmeldelser

Link til geocachen Villiam, guldfisken og Freddy Flodslam

Villiam, Line og kugler i Sudermosen

Kapitel 1

Citater

Lektørudtalelse

Anmeldelser

Diverse

Fru Holms svesketrifli (opskrift)

Irma Holms Luksuskanelkringle (opskrift)

Fotos fra mosen

Om Michaels bøger

Til forsiden

 Tilbud fra shoppen

Villiam, Line og kugler i Sudermosen kr. 79,-

Villiam, guldfisken og Freddy Flodslam kr. 149,-

Villiam 1 + 2 kun kr. 198,-

Villiam, guldfisken og Freddy Flodslam

Anmeldelser

 

Uddrag fra www.fortaellingen.dk af Lone Petersen 18/12-2007

Lad mig sige det med det samme. Jeg er ikke lystfisker og deres historier finder jeg normalt kedelige og langtrukne. Men Michael Jensen har en fantastisk evne til at fortælle levende og humoristisk. Han rammer lige ned i nerven og fanger kernen i lystfiskeriet. I selskab med Freddy Flodslam ville jeg ikke have noget imod at fiske lidt. Hans evne til at se skønhed og opleve nuet er inspirerende.

Læs resten af anmeldelsen her...


Udtalelse fra Tommy Olinsson i mail:

Den der bog, den er bare fantastisk. Er allerede ved at læse den anden gang, og både smilet og melankolien har været forbi, såvel som en masse flashback til min egen drengetid.
Det har du gjort rigtig godt, og jeg glæder mig til fortsættelsen.
De bedste hilsner, og kom så med den fortsættelse…

PS. Jeg har for resten en klage, bogen kommer 30 år for sent!


Maniitsoq den 14. januar

Kære Michael

Godt gået! - jeg har allerede læst bogen to gange. I tirsdags da den dukkede op i posten læste jeg den samme aften.

Det var umuligt at lægge den fra sig - omend jeg gerne ville trække den ud ved at tage et kapitel hver aften fremfor at sluge hele bolchekrukken på én gang.

Mens jeg læste fik jeg en besynderlig fornemmelse af at jeg kendte historien. Havde jeg læst den før?... Nej det var en anderledes følelse... nærmest som havde jeg selv skrevet den! Men det holdt jo ikke en meter - jeg ville aldrig kunne skrive så godt.

Jeg kunne ikke få hold på, hvad det var Villiam og Freddy gjorde ved mig...

Et par dage senere - et godt stykke inde i bogen igen - faldt ti-øren.

Den underlige genkendelsesfølelse kom selvfølgelig af at Villiams univers var mit eget for små 30 år siden.

Det var/er som skåret ud af mine utallige dage ved Skals Å og tørvegravene i ådalen.

Fantastisk at genopleve det hele på den måde.

Tak Michael.

Mange kærlige hilsner

Per

Uddrag fra anmeldelse på 123nu.dk - 3. december 2006:
Vurdering 5 fisk ud af 6 mulige.
En lystfiskerhistorie som i øvrigt er skrevet med indlevelse samt med sjælen for øje, en hyldest til naturen og humoren. En bog for sønnen, faderen og den ældre generation …. og i øvrigt tillige for begge køn !
At den voksne opfatter lyn og torden samt mørket på anden vis end barnet er velkendt, men hér krydres dette med flere endog meget fine passager fra Freddy’s side, der i ”billedsprog” gør naturens luner omkring os til noget ganske særligt og nærmest eventyrligt.
Du vil med bogen i hånden få skabt billeder, som om du faktisk var med i historien i selv samme stund, som du læser linierne ……
Læst af Per Jacomo

Læs hele anmeldelsen her...

Anmeldelse i Sportsfiskeren - december 2006:
Herlig underholdning for børn i alle aldre
Michael Jensen er kendt af dette blads læsere og skattet for en lang stribe inspirerende artikler og noveller, men siden 1996 er der også blevet tid til at skrive hele 11 bøger, hvoraf de fleste handler om lystfiskeri og friluftsliv. Nu har Michael på eget forlag netop udsendt en ny bog, der er helt anderledes end de tidligere fagbøger.
Titlen ”Villiam, guldfisken og Freddy Flodslam” allerede mere end antyder, at forfatteren her bevæger sig i en helt anden boldgade. En rigtig fortælling, der henvender sig til halvstore børn og os voksne, som ikke har glemt, hvordan det var at være 12 år med jord under neglene og første gang have en fiskestang mellem labberne.
Holder man af Jørn Riels grønlandsskrøner, Huckleberry Finn og Emil fra Lønneberg, tilsat et stort skvæt lystfiskeri, så venter der læseren et par timers herlig underholdning.
Bogens ene hovedperson er den 12-årige Villiam, som en sommeraften skvatter ned fra et elletræ, falder i åen og driver langt ud i de øde enge. Heldigvis bliver han reddet af egnens original, flodbumsen Freddy Flodslam; en imponerende skikkelse med et mildest talt farverigt sprog, men også et stort hjerte og en dyb indsigt i naturens mange små vidundere. Dertil er Freddy Flodslam en dygtig fisker.
Efter det første kiksede møde med drengens forældre får Freddy dog hurtigt lov til at tage knægten med på en uges fisketur ude i fiskehytten og engene. Og så tager den finurlige fortælling ellers fart, som det vil være synd at røbe mere om her.
Der venter børn og barnlige sjæle en dejlig historie om grove gedder, gamle nordiske guder og fiskegrejer, en lynslået præst samt en glemt klosterruin med tilhørende sø, der huser et uhyggeligt monster. Fortællingen krydres med kloge betragtninger om tilværelsen, sagn fra gamle dage og små mirakler, der udspiller sig lige for næsen af enhver, der forstår at bruge øjnene og sin fantasi.
Bogens fortælling burde faktisk have været meget længere, men til halvstore børn er det nok lige rigtig.
Enkelte vil måske synes, Freddys sprog er lige kulørt nok, men det er nok ikke værre end Kaptajn Haddocks sproglige vildskud. En dejlig fortælling, der burde kunne lokke en og anden dreng og pige bort fra computerskærmen og ud til naturens store legerum, hvor eventyret venter. Læs den før dine børn.
Læst af Lars Østergaard Jensen

- Spændende læsning, sjove og saftige udtryk, gode fakta og til sidst en smule social realisme. Helt igennem en sjov og underholdende bog.

Margit 51 år


- Det er bare en rigtig dejlig historie, jeg  grinede mange gange højt, - man blir i godt humør i selskab med Villiam og Flodslam, håber de skal på flere eventyr, så jeg kan møde dem igen!!

Preben Petersen, Hadsund


Bogen er meget let at komme i gang med, og meget svær at lægge fra sig igen.

Henrik 12 år.


Jeg vil vide meget mere om Freddy Flodslam...

Anna Grethe Jensen, Skellerup 


Jeg vil give bogen 8,5 point på en skala fra 1-10. Hvis der havde været tegninger i bogen havde den fået 9.

Frederik 12 år.