Jagt efter mosens elleknuder på en forårsdag der drukner i sne.

En eller anden dag dukker den sikkert op af mosen. En kniv med et kraftigt blad og måske stadig med resterne af et delvist nedbrudt træskæfte. Det er ikke utænkeligt, at den, i det mindste en kort stund, vil komme til at give en fremtidig arkæolog dybe panderynker. 

   Han vil hurtigt kunne konstatere, at den håndsmedede klinge er formgivet præcist som en mandskniv fra vikingetiden. Avancerede analysemetoder vil sikkert også afsløre, at skæftet er lavet af æbletræ, som også var tilgængeligt i den tid. Den lille frontholk af gevir fra kronhjort vil heller ikke få alarmklokkerne til at ringe.

   Næh...det  vil nok snarere være resterne af den araldit, som klingen er limet fast i skæftet med, der vil bringe ham på sporet. En kulstof 14 test vil vise, at kniven er blevet tabt af et fjols i år 2004, men den vil stadig have sine hemmeligheder.

   Han finder aldrig ud af, at der bag initialerne på klingen gemmer sig en smed, der hedder Thomas – og han kan bestemt heller ikke vide, at æbletræet, der har lagt krop til, engang har vokset på en lun sydvendt skråning i min lille skov. Han vil heller ikke vide noget om, hvorfor kniven blev ofret, og om det blev gjort bevidst eller ved et hændeligt uheld.

   Men da du allerede nu ved mere, end min fiktive arkæolog nogensinde kommer til, kan du lige så godt få hele historien. Vi springer ombord på tidsmaskinen og rejser en smule bagud.

Tab og vind...

Der kommer nogle dage sidst i februar, hvor solen varmer så vidunderligt, hasselraklerne er så gule, og vinden så blid, at jeg sagtens kan bilde mig selv ind, at det er forår. Sådan en dag er det i dag.

   Da februar samtidig er den bedste måned på året, når det drejer sig om at få suppleret beholdningen af godt gedigent nordisk træ, pakker jeg rygsækken med kaffekande, mug, kamera og en lille lommesav. Det er sådan en model, hvor savbladet kan skubbes ind i håndtaget, når saven ikke er i brug. Sammenklappet fylder den ikke meget i lommen, men den er forbløffende effektiv. Desuden er den diskret. Jeg sætter også en kniv i bæltet. Det er rart at kunne prøvesnitte et stykke vindfældet træ, for at vurdere om det er friskt eller trøsket.

   Ulla kører mig ud langs fjorden og dropper mig af i et lovende område. Store dele af landskabet her omkring er statens ejendom, og i forbindelse med naturpleje af heder, overdrev og fjordenge bliver der ofte ryddet store arealer. Både morel, rødel og ene er blandt de træer og buske, der bliver udtyndet. Jeg er især interesseret i at få fat i noget rødel. Elletræ har mange indlysende fordele, set med en træmands øjne - men det vokser ikke just på let tilgængelige steder.

   På vej ind i terrænet passerer jeg et tæt krat af hassel, der står med smukke gule rakler, og lyser mod den blå himmel. Hassel er ikke velegnet til knivbygning, men er fint til buemageri og helt ideelt, når børn skal lære at snitte i træ. Friskt hasselved er blødt som smør, og let at arbejde i.

   Længere fremme kommer jeg til en mose, hvor der er blevet ryddet rødel for et par år siden. Mange steder står der stakke af elletræ, der er blevet efterladt - sikkert fordi jordbunden var så fugtig, at der ikke kunne køres ud til træet med traktorer eller lastbiler.

   I dag er der en smule frost i jorden. Nok til at det er muligt at vandre ud i mosen, men alligevel er jeg nødt til at holde mig på bestemte ruter for ikke at ryge igennem. Jeg kontrollerer de forladte stakke. Alt træet er så trøsket og nedbrudt, at det er ubrugeligt til mit formål – så jeg fortsætter længere ud i mosen. Vegetationen bliver mere og mere vild og uberørt. De eneste der kommer her regelmæssigt er fugle, ræven og måske nogle eksemplarer af områdets råvildtbestand.

   Jeg satser på at gøre et fund i området, hvor bækken løber ud i en lavvandet indsø. For få måneder siden trak fjordens havørreder ind gennem søen for at gyde i bækken helt oppe i skoven. Da så jeg de store ørreder deroppe. Gyldne fisk som gravede orangegule rognkorn ned i bækkens grusbanker. Nu er fiskene tilbage i fjorden, og i løbet af nogle måneder er de igen i topform. Men i dag er det ikke fisk, jeg er på jagt efter.

   Min fornemmelsen viser sig at holde stik. Helt ude på bækkens yderste løb ligger et par elletræer, der ikke har klaret efterårets storme, så jeg forsyner mig med nogle grenstykker og et lille stykke af stammen. Ude i det fugtige og gyngende moseterræn vil de alligevel få lov til at ligge og rådne bort. Det ville være synd og skam for det flotte træ, og jeg har helt andre planer med det.

   Mens jeg pakker træet ned i rygsækken, kan jeg mærke omslaget i vejret. En tæt mørk front dukker op over bakkerne, og ruller ned over dalen som en tung vinterdyne. Solen forsvinder, og vinden tager til. Jeg beslutter, at mosen ikke er det sundeste sted at opholde sig. Når sneen dækker området, er det pokkers svært at kende forskel på gyngende sump og mere fast grund. Jeg svinger rygsækken over skulderen og begynder traveturen tilbage mod grusvejen – mens jeg jævnligt kaster et uroligt blik mod himlen.

   I løbet af nogle få minutter er sneen her. Store tunge fnug, der bliver drevet frem af en hård vind fra nordvest. Jeg kniber øjnene sammen, og drejer ind mod skrænterne. Først da jeg når op til skoven, kan jeg begynde at orientere mig igen.                       

    Det er ikke smart at trampe videre i det vejr. Jeg finder en stor gran, som jeg kan krybe i ly under, mens sneen vælter ned. Med ryggen op mod den solide stamme og et krus kaffe i hånden er livet igen tåleligt...ja næsten skønt, indtil min hånd rent tilfældigt glider ned til knivskeden.

   Der mangler noget! Jeg får en iskold rislen ned af ryggen, og det er ikke på grund af vejret. Min kniv er væk, og det er ikke nogen hvilken-som-helst-kniv. Det er den første kniv, jeg nogensinde har lavet. Af en håndsmedet klinge og et stykke æbletræ, der har vokset lige uden for mit hus.

   Kniven er ikke nogen skønhedsåbenbaring. Dygtigere knivbyggere end jeg har gjort mig opmærksom på, at holken kunne have været tildannet lidt mere præcist – at æbletræet jeg havde valgt, måske kunne have været skiftet ud med noget lidt mere farvestrålende regnskovstræ, og at skæftets udformning gjorde, at skeden ikke holdt særligt godt på kniven. Det sidste har de åbenbart ret i. Men kniven er lige som jeg vil have den: Robust, funktionel, enkel og fuld af gode historier. Den har fulgt mig på jagt- og fisketure overalt i Skandinavien, og vi har oplevet en del sammen. Den har renset torsk ved Norges vestkyst, stallinger i Lapland, ørreder i Himmerland, ænder ved Glenstrup Sø, og har engang været beslaglagt i et sikkerhedstjek før en flyrejse til Færøerne. Den har været omkring, sådan li´som Killroy.

   Alle disse tanker farer gennem mit hoved, mens jeg i distraktion fylder munden med skoldhed kaffe. Jeg hoster halvkvalt og kigger ud fra skjulet. Sneen falder stadig tæt, og mine fodspor, som er afsat mindre end en halv time tidligere, er allerede slettede. En ræv, der må være passeret få meter forbi grantræet, står 20 meter ude på engen og kigger forskræmt på mig. Den forsøger sikkert at afgøre, om jeg udgør en helbredsfare. Efter nogle sekunders øjenkontakt, lader den tvivlen komme sig selv til gode, og forsvinder som en rød streg gennem snefoget.

   Jeg læner mig tilbage mod granen og overvejer mine muligheder. Egentlig ved jeg det godt. Der er intet håb om at finde kniven. Den kan være hvor som helst i et stort moseområde. Desuden har sneen dækket mine spor, kniven og områderne med sump og hængedynd. Blot for gammel venskabs skyld går jeg en æresrunde i snestormen. Det hjælper ikke. Kniven er borte.

En smule nedtrykt vandrer jeg ind mod civilisationen, mens jeg funderer over livets uretfærdighed og al tings forgængelighed.

   Så er det, at tanken slår mig. På en forunderlig vis føltes det rigtigt, at kniven ender sine dage i mosen. Det har våben og jagtredskaber jo gjort i årtusinder: Nogle sikkert mistet under jagt, andre ofret til guder, dæmoner, elverfolk eller trolde.. Nu er der altså en mere derude. Nå ja...og hvad så.

   I rygsækken har jeg nogle flotte stykker rødel. Der er træ nok til at lave en mug eller en drikkekop, som sikkert vil komme til at følge mig på lige så mange ture...og til at lave et skæfte til en ny kniv, som erstatning for den gamle. Desuden har jeg jo stadig masser af æbletræ – oven i købet nogle særligt flotte stykker med næsten sort kerneved og gul splint.

   Godt nok vil en ny kniv ikke straks rumme historier og minder som den gamle, men det vil komme. Langsomt, men sikkert vil den forvandle sig. Først vil den blot være et stykke stål og et stykke træ. Derefter vil lagene af minder falde på plads, og den vil blive til et ganske særligt stykke værktøj.

   Solen er brudt igennem igen, da Ulla samler mig op. Jeg smider rygsækken ind i bagagerummet, børster sne af tøjet og hopper ind i bilen.

Ulla kigger vurderende på mit ansigt, der sikkert afspejler de fleste af dagens hændelser.

   -Sikke et vejr der blev. Har du haft en god tur, spørger hun.

   -Fantastisk, svarer jeg... og mener det.