Mord i fiskehytten

Navnet er Møller, Sam Møller, privatdetektiv. Faktisk er jeg døbt Samuel, men en ungdomsdrøm om en karriere som klaverbokser var skyld i, at det blev kortet ned. Navnet altså. Det var vennerne, selvom det nok er et stærkt ord at bruge om Svend og Orla, der fandt på det. Set i bakspejlet var det uundgåeligt. Skæbnen om du vil.

Jeg købte godt nok et piano, men var ikke nogen stor musikalsk begavelse. Efter et års undervisning kunne jeg stadig kun spille et enkelt nummer. Det gjorde jeg så – igen og igen. Og så gav navnet li’som sig selv.

Det er vel heller ikke fordi, navne er væsentlige i den store sammenhæng, og dybest set er mit navn det mindste af mine problemer i øjeblikket. Lige nu sidder jeg i en hytte et sted i en gudsforladt skov og venter på en psykopat med en lang kniv og et satans pirreligt temperament. Sandsynligheden for, at jeg kommer til at opleve endnu et daggry er – ja lad os bare kalde den… minimal

Nu spørger du selvfølgelig dig selv, hvordan en kvik fyr som mig er havnet i sådan en suppedas. Og da du hænger på endnu, har du nærmest krav på en forklaring.

Det hele startede mandag morgen, da telefonen på mit skrivebord begyndte at støje og langsomt trak mig ud af en drøm om revolverdueller og langbenede blondiner. Jeg har ikke for vane at sove hen over mit skrivebord, men det var mandag, og jeg havde stadig en liter whisky rumlende omkring i hovedet. Problemet ved en julefrokost i et enkeltmandsfirma er, at man er nødt til at drikke slanterne selv

- Sam, raspede jeg hæst ind i røret

- Er det Møllers Bureau, spurgte en kvinde. Hun lød langbenet, blond og en smule skræmt

- Jep, hvem taler jeg med?

- Jeg hedder Lucy, hun fortsatte ivrigt: Hr. Møller jeg må se Dem straks

- Det vil du sgu nok ikke bryde dig om skat, mumlede jeg og kastede et blik ned af den brækplettede skjorte. Kom til mit kontor om en time.

- Tak hr. Møller, sagde hun lettet.

Røret gled ud af hånden på mig, og jeg skvattede sammen over bordet igen. Et eller andet sagde mig, at denne sag ville blive anderledes.

Jeg satte mig ved skrivemaskinen og startede på en faktura til Orlas dagligvarer. Jeg havde lige optrævlet en liga af unge knægte, der solgte smuglersprut i en mængde, der ledte tankerne hen på forbudstidens Chicago. Orla havde følt sin eksistens truet, og jeg havde tjent til en brandert mere.

Tallene flimrede for mine øjne, og jeg vidste, at det var en håbløs kamp. Orla slap med skrækken i dag, i morgen ville jeg sandsynligvis være ædru.

Det bedste jeg kunne gøre lige nu var at køre kontorstolen ud under bruseren.

Den cigaret, jeg havde hængende i mundvigen, døde med en hvæsen, og jeg var iskoldt klar over, at det var lykkedes at finde bruserens blandingsbatteri. Det blandede bare ikke endnu. Satans! Det kolde vand fik gang i mine sløve sanser, og det gik op for mig, at jeg havde lavet den klassiske brøler: Jeg greb ned i lommen, og fik fat på mit spionkamera. Det var fuldt af vand. Damn. Det var tredje gang i denne måned, jeg havde glemt at tage tøjet af, inden jeg gik i bad. Langsomt blev vandet varmere, og jeg blev siddende, indtil pletterne på skjorten fortog sig. Et problem var løst, men et nyt trængte sig på. Jeg havde intet skiftetøj på kontoret, og om et øjeblik… Der lød en forsigtig banken på yderdøren.

Jeg sparkede mod brusevæggen, og kontorstolen trak et vådt spor over den slidte luv på det aldrende ryatæppe. Chancerne for at gøre et godt førsteindtryk på Lucy var ikke overvældende.

-Åh nej, er De også lystfisker? Blondinen stirrede skræmt på mit våde tøj og den hastigt voksende pool på gulvet. Jeg forsøgte at berolige hende. Fortalte, at jeg fandt lystfiskeri nogenlunde lige så spændende som en daggammel salatagurk i Grønt og Fix's affaldscontainer.

Hun slappede en smule af.

- Men dit tøj, jeg troede…

Jeg mumlede noget om, at jeg plejede at vandkæmme mit hår, men at det netop i dag var løbet af med mig. Hun stirrede mistroisk på mig. På uforklarlig vis var der opstået en tillidskløft mellem os. Det var bestemt ikke den eneste kløft, der distraherede, tænkte jeg og forsøgte at løsrive blikket fra Lucys dybt nedringede bluse. Hun var en babe. Mit førsteindtryk i telefonen havde været helt rigtigt – og hun virkede en smule skræmt.

- Hr. Møller, jeg...

- Bare kald mig Sam, brummede jeg jovialt og rullede kontorstolen over mod skrivebordet.

Netop i det sekund skete tingene så hurtigt, at det næppe var muligt for den menneskelige hjerne at skille forløbet af. Kontorstolens hjul, skar dybt i isoleringen på forlængerledningen til mit elektriske plastikjuletræ. Kombinationen af strøm og vand forvandlede min ellers hårdt prøvede kontorstol til et djævelsk mordvåben, og jeg blev kastet gennem rummet og landede igen hen over skrivebordet. Samtidigt lød der et øredøvende brag, vinduet ud til gyden blev smadret til atomer, og lyset gik ud. Nok bør en detektivs liv være fuld af spænding, men det her var sgu lige 16 ampere for meget. Bag mig hørte jeg Lucy skrige af rædsel, og halvt bedøvet af chokket sansede jeg en mørk silhuet, der slæbte hende ud af bagdøren. Gennem en lyserød tåge, der langsomt sænkede sig over min hjerne, hørte jeg hendes paniske skrig: - Sam, hjælp mig… Så kom mørket.

---------

- Sam Møller, du ligner en klat lort. Du må holde op med at drikke, sikke et rod du har lavet. Se lige væggen, og vand overalt. Hvad fanden prøver du på – at slå dig selv ihjel?

Jeg åbnede øjnene til et par små sprækker for at blænde ned for det stærke lys fra arkitektlampen. Ella var god nok, men hun havde en gennemtrængende røst. Hun var ansat til at gøre rent, men gjorde meget mere end det. Nu stod hun og stirrede på mig med et bekymret udtryk i øjnene. Hendes sidste spørgsmål hang stadig i luften. Jeg var ikke just træt af mit liv, men nogen var definitivt træt af mig. Man skal være forbandet træt af andre for at fyre begge løb på en haglspreder af gennem deres vinduer. På væggen over mit hoved var tapet og puds blæst af i et område på størrelse med en fodbold. Højden passede foruroligende godt med det punkt, hvor mit hoved havde befundet sig, et øjeblik før den elektriske stol sparkede mig i røven. Et sammentræf af lykkelige omstændigheder var skyld i, at jeg stadig havde et sted at placere min Marlowehat.

- Jeg er ked af rodet Ella, forsøgte jeg.

- Pyt, afbrød hun mig. Det klarer jeg i en håndevending, Jeg har lavet kaffe til dig. Det er snart aften. Du skal ikke ligge og sove nu. Vil du ikke have en klejne?

Jeg kiggede skræmt på det store glas med juleklejner, som Ella havde under armen.

- Kaffe er fint, mumlede jeg tappert. Ella er en af den slags kvinder, der kan vade lige ind i et katastrofeområde, og spørge om der er nogen, der har lyst til en æbleskive. Kærlig, men fuldkommen blottet for situationsfornemmelse. Hun snakkede stadig: Mænd i almindelighed var nogle rodehoveder, og jeg, Sam Møller, var et af de allermest ondartede af slagsen. Jeg stod af. Lukkede alle distraherende lyde ude, og forsøgte at samle tankerne.

Et eller andet ved denne sag lugtede virkeligt råddent. Hvem var Lucy? Hvorfor var hun bange for lystfiskere? Hvem var skiderikken med bazookaen og de dårlige manerer? – og hvor fik jeg fat i et par rene underbukser?

Borgergade var badet i lyset fra overpyntede juletræer og guirlander. Jeg holdt mig til sidegaderne, da jeg slentrede hjem. Jeg havde en lille lejlighed oppe under loftet i en aldrende boligkarré. Allerede ude i opgangen blev jeg klar over, at der kunne være ugler i mosen. Der var mudrede spor på trappen. Nu var der godt nok ikke nogen her i opgangen, der led af rengøringsvanvid, men det skadede jo ikke at være forsigtig. Jeg trak min revolver fri af skulderhylsteret og forsatte op af trappen. Det lille stykke klare cellofan som jeg altid satte i klemme i døren, var faldet ned. OK, jeg havde gæster. Jeg trykkede langsomt og forsigtigt håndtaget ned og faldt nærmest ind i rummet, da døren blev revet op.

- Sam, himlen være lovet at det er dig. Lucy kastede sig om halsen på mig og klamrede sig fast. Du må hjælpe mig, de vil slå mig ihjel Sam, de…

- Rolig nu, sagde jeg, og lagde en finger hen over hendes fyldige røde læber. Jeg trak hende indenfor, låste døren og hægtede sikkerhedskæden på. <

Jeg satte hende forsigtigt ned på min uredte sovebriks. Lucy kunne få det bedste frem i en mand. Hun havde det der Marilyn-agtige forskræmte lillepige udtryk, der både kaldte på ens beskyttertrang og vækkede urinstinkter, der var ret upassende lige nu.

- Fortæl mig hvad der er sket, mens jeg får noget tørt tøj på, sagde jeg på vej ud på badeværelset.

- Det var på en af mine joggingture, startede hun. I går morges kom jeg forbi den fiskerhytte, der ligger ned til Søndersø. Du ved, den der ligger ret øde i kanten af skoven. To mænd kom farende ud af hytten. Den ene var åbenbart på flugt, og den anden skreg efter ham: ”Du er en død mand, padde”.

- Padde, spurgte jeg.

- Ja, det tror jeg nok. De forsvandt op gennem dalen, hvor der løber en lille bæk.

- Hvad gjorde du?

- Jeg løb tilbage, så hurtigt som jeg kunne. Min bil var parkeret oppe ved landevejen. Jeg vidste ikke, om det var sjov eller alvor. Et par mænd, der er på weekendtur i en fiskehytte, kan vel godt skeje lidt ud. På den anden side havde jeg ikke meget lyst til at blive øjenvidne til noget voldsomt, så jeg stak af i en fart. På vej tilbage går vejen gennem skoven - det var der, jeg så ham. Lucy gik i stå og sad tavs og stirrede ned i gulvet.

- Så hvad, spurgte jeg blidt.

En mand, der krydsede vejen. Han havde en hvid T-shirt på. Den ene side var gennemblødt af blod. Han løb videre op gennem skoven. Jeg skulle måske have standset, men jeg var bange. Jeg speedede op og kørte hjem.

-Du kontaktede ikke politiet?

Lucy kiggede skræmt op på mig. Så sagde hun usikkert.

- Jeg tror, jeg genkendte den anden mand nede ved hytten. Jeg er næsten sikker på, at det var vores lokale kriminalbetjent.

- Fisher! Udbød jeg forbløffet. Sikke en redelighed. Hvad gjorde du så?

- Jeg sov stort set ikke i nat, og i dag ringede jeg til dig. På dit kontor blev jeg overfaldet af en syg skiderik med en strømpe over hovedet. Jeg sparkede ham i skridtet, stak af og gemte mig i kælderen under blokken her til der blev mørkt, så gik jeg herop; Du kender selv resten af historien.

- Ikke helt skat, sagde jeg. Der er stadig et par spørgsmål, som du mangler at give mig svar på. Hvordan kom du ind i min lejlighed? Og hvorfor har du rodet i mit skab?

Hun kiggede overrasket på mig.

- Døren var ikke låst. Jeg gik bare ind - og jeg har ikke rodet i dit skab.

En alarmklokke begyndte at ringe et sted i min sløvede detektivhjerne.

Jeg kikkede ned på Lucys sko, et par højrøde pumps. De matchede hendes røde lædernederdel perfekt, med de var rene. De mudrede fodspor i gangen stammede altså ikke fra Lucy. En anden havde været her først. Hvis han havde låst døren op, da han gik ind, hvorfor havde han ikke låst den igen. Det eneste tegn på, at der havde været nogen i rummet, var skabslågen. Jeg huskede tydeligt, at den ikke havde været helt lukket, da jeg forlod rummet sidst. Mit grimmeste slips, forrige års julegave fra Ella, var nemlig kommet i klemme i lågen, og jeg tænkte, at det var en fair skæbne for det stykke tekstil. Nu var lågen omhyggeligt lukket. Jeg lod blikket glide hen mod vinduet. Haspen var ikke på, vinduet var blot skubbet i udefra. Lucy havde sikkert skræmt den første gæst ud på brandtrappen. Hvad fanden havde han lavet i mit skab?

Langsomt faldt brikkerne på plads.

Ud! Brølede jeg og gav Lucy et skub ud mod døren. Vi mere snublede end løb ned af trappen. Da vi passerede Pedersens dør i stueetagen, brød helvede løs. Trykbølgen fra eksplosionen kunne mærkes helt ned gennem opgangen, og vi løb ud på gaden.

Jeg kiggede op. Flammerne slikkede som sultne tunger ud af vinduet i lejligheden. Der var bud efter mig igen. Det eneste positive i situationen var, at jeg ikke længere behøvede at bekymre mig om slipset. Jeg famlede en Camel op af brystlommen og vendte mig om for at se om Lucy var OK. Hun var væk.

Sedlen stak op af skrivemaskinen. Jeg så den med det samme, jeg trådte ind på kontoret. Luften var kold og tør. Vandet på gulvet havde fået en tynd isskorpe på pytterne. Ella havde øjensynligt opgivet den ulige kamp for at sætte en ny offensiv ind i morgen. Jeg læste: Du er sejlivet Sam. Desværre tror jeg ikke, pigen holder så længe, når jeg begynder at skære i hende. Hvis du vil se hende i et stykke, så kom ud til hytten ved midnat. Tænk ikke på at kontakte politiet. Du ved jo ikke rigtigt, hvem der er ven og fjende, gør du? Neden under var et underligt tegn, der mindede lidt om et dragehoved. Den stodder var syg, men han havde fat i den lange ende. Jeg nærede ingen tvivl om, at han ikke havde tænkt sig at invitere mig på natmad. Han ville blot have ryddet de to sidste mennesker af vejen, som kunne lede nogen på sporet af hans aktiviteter. Han var også klar over at tanken om, at nogen skulle beskadige Lucys anatomi, var uudholdelig for en mand.

Jeg åbnede skuffen og fandt min Eastwood-magnum. No more Mister Nice Guy.

Min gamle Opel Kadet rumlede ud af byen i retning mod Søndersø-skovene. Det faldt mig pludselig ind, at jeg ikke havde været i kontakt med omverdenen de sidste par døgn. Der var en heftig brandert og et vanvittigt kapløb med døden, der havde distraheret. Jeg tændte for radioavisen. En veloplagt speakerstemme fortalte først om konsekvenserne af det nyligt overståede folketingsvalg. Jeg lyttede uinteresseret indtil næste indslag:

Politiet står stadig på bar bund i sagen om det blodige røveri på en pengetransport udenfor Råsted. En sikkerhedsvagt er død, men chaufføren er nu uden for livsfare. Bilen blev stoppet ved en vejspærring af 2 mænd i politiuniformer, og røverne slap væk med godt en million kroner i kontanter. Politiet vil gerne i kontakt med…

Brikkerne samles, tænkte jeg. Hvorfor helvede kunne de idioter ikke bare dele pengene og gå hver til sit. En halv million skattefri kroner svarede til flere års omsætning for en detektiv, der mest beskæftigede sig med ægteskabssager og butiksovervågning. Men måske får strømere mere i løn.

Jeg parkerede bilen helt oppe ved kilden og begyndte at gå ned langs bækken. Fuldmånen oplyste landskabet, og snart havde mine øjne vænnet sig til det dunkle lys. Bækken klukkede inde i skyggerne på min venstre side, og lyden sørgede for, at jeg holdt den rigtige kurs.

Jeg fandt ham en kilometer længere nede, fyren i den røde T-shirt. Det var muligt, at den stadig var hvid, da Lucy så ham. Nu var den mørk af størknet blod. Han lå med ansigtet ned i bækken for enden af et blodspor, der havde givet sneen kulør. Padde havde måske været betjent, men han kunne sikkert lige så godt være en fra det kriminelle miljø, som Fisher havde en klemme på. Han var død af adskillige knivstik.

Jeg fortsatte ned langs bækken, mens en sky gled for månen. Foran mig dukkede konturerne af hytten op, som en silhuet mod Søndersøs tilfrosne overflade. Der var stadig en time til midnat. Hytten virkede øde. Der var ingen hjulspor i sneen, og jeg følte mig sikker på, at jeg var kommet før Fisher. Døren var låst, men var ikke vanskelig at dirke op. Jeg fattede om revolveren med begge hænder og kastede mig gennem døren. Et øjebliks lammende stilhed, og jeg slappede af igen. Jeg var kommet først.

Fisher måtte komme i bil. Jeg havde sikkert en lille halv time til at forberede mig. Først låste jeg døren igen. Derefter fandt jeg det perfekte sted for et baghold: I den mørke krog ved siden af fiskehyttens tykmavede kakkelovn. Nu var det blot et spørgsmål om at vente.

-------------

Nu sidder vi der så, du og jeg – og mens du bare er med på sidelinien, så er klokken ved at falde i slag for Sam Møller. Det knaser i gruset derude. En bil kommer ned af skovvejen med slukkede lygter.

Dørhåndtaget bliver trykket ned. Døren svinger langsomt op, og en skikkelse bliver kastet ind på gulvet. Jeg hører en dæmpet stønnen. Lucy er altså stadig i live.

Nu træder Fisher ind. Han bærer på en riffel, som er monteret med et stort sigtemiddel. Sikkert en form for lysforstærkende optik. Han åbner vinduet helt og stiller sig med opmærksomheden rettet mod hulvejen. Han har ikke tænkt sig at hyggesludre. Vil blot pløkke mig ned, når jeg står ud af bilen.

- Smid riflen Fisher og tænk ikke på at bevæge dig.

- Er det Sam, den fordrukne butikssnuser, spørger han hånligt, og begynder at dreje kroppen.

- Smid riflen Fisher, gentager jeg.

- Javel sir, vrænger han.

Fisher bøjer sig ned og lægger riflen forsigtigt på gulvet.

- Du vil vel ikke skyde på en ubevæbnet mand, vel Sam. Fisher retter sig op, og en lang tynd kniv blinker i hans hånd. Hans hånd farer op for at kaste kniven.

Jeg sigter efter hans skulder, men desværre for Fisher skyder jeg af helvede til, når jeg er ædru. Han bliver kastet tilbage mod vinduet, med et lille hul i panden og et meget større på bagsiden.

- Glædelig jul Fisher, mumler jeg.

Jeg løsner Lucys bånd og mærker straks, at hun både er uskadt og meget glad for at se mig.

Noget tyder på, at det bliver en hyggelig juleferie. Min lejlighed er brændt, mit kontor har voldsom udluftning – men jeg har Lucy, min Kadet og en sportstaske med godt en million i kontanter.